PDFUdskrivEmail

Nyt energiudspil får ros fra byggebranchen

Boliger står for 40% af det samlede energiforbrug i Danmark. Skal der tænkes grønt, er det derfor helt centralt at gribe fat i energiforbedringer af boliger.

Varmen strømmer bogstaveligt talt ud af de danske bygninger, og der er store gevinster at hente, hvis de bliver energirenoveret. Derfor er vi tilfredse med at, at regeringen i det nye energiudspil udpeger bygninger som et særligt vigtigt område, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Hidtil er opgaven med at renovere bygninger ifølge Torben Liborius blevet grebet ukoordineret an. Han roser derfor regeringen for at udarbejde en samlet strategi for energirenovering af den eksisterende bygningsmasse.

AMUkursusFoto Dansk Byggeri

Energieffektivisering skal tænkes ind som en helt naturlig del af fornyelse eller renovering af bygninger. Og der skal være så stærke incitamenter for at energirenovere, at ingen fremover ønsker at springe over, hvor gærdet er lavest, ved at droppe energieffektiviseringer når de alligevel skal i gang med at renovere.

Regeringen planlægger desuden en analyse af fjernvarmens rolle i den fremtidige energiforsyning. Et initiativ, som Dansk Byggeri længe har efterspurgt.

Vi ser frem til denne analyse, der – i modsætning til Tarifudvalgets rapport – gerne skal komme hele vejen rundt om fjernvarmens økonomi. Både for den enkelte boligejer og for samfundet, siger Torben Liborius.

Den faste del af regningen for danske fjernvarmekunder er hos mange værker så høj, at det ikke kan betale sig for danskerne at isolere og forbedre deres boliger, så de bliver mere energivenlige.

Vi ser derfor gerne, at varmeforsyningsloven, der regulerer fjernvarmeområdet, bliver ændret, så den faste del af regningen for fjernvarme højst kan udgøre 20%. På den måde vil danskerne kunne spare penge på 80% af regningen ved at energiforbedre deres huse, og det giver incitament til justeringer, siger Torben Liborius.

Torben Liborius noterer desuden med tilfredshed, at regeringen planlægger at videreføre Videnscenter for energibesparelser i bygninger, da centrets arbejde er væsentligt for opsamling og deling af viden inden for energirenoveringsområdet.

 

Kilde Dansk Byggeri

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode


Opdater

Logind